Utzon on the Road Talkshow 06: 'Skønhed er en bæredygtig strategi'
Der er ikke mange af os, der har lyst til at bruge en dag på at køre rundt og kigge på tankstationer.
Kunne det blive mere kedeligt? Nej, vel.
- Men det er det, vi skal i dag. Det bliver fedt!, siger Boris Brorman.
Boris Brorman er arkitekt og arkitekturkritiker. Han har været kurator på den danske pavillon på Arkitekturbiennalen i Venedig, han er forfatter, underviser på Det Kongelige Akademi, konsulent og så meget mere. Han har i den grad sine skarpe øjne rettet mod arkitekturen.
Og så er der jo det med tankstationer. De er eksempler på den slags usynlig arkitektur, der findes overalt, men som vi ikke lægger mærke til dem. De er der bare. Men de former vores dagligdag og byggede miljø.
"Skønhed er en bæredygtig strategi (Boris Brorman)
- Tankstationer er triste. De er sådan nogle asfaltbelagte, benzinlugtende pommes-frites-helveder i udkanten af en by. Der er ingen arkitekter, der har kastet sig over tankstationer som objekter, de gerne ville designe, siger Boris Broman.
Men der er alle mulige gode grund til, at vi starter forfra og gentænker arkitekturen omkring tankstationer. Tidspunktet kunne ikke være bedre. De næste år skal vi opbygge et enormt netværk af el-ladestationer, der skal afløse den klassiske benzinstation.
Og der er faktisk nogle fantastiske eksempler på ladestationer og tankstationer, der er forrygende god arkitektur. Det er dem, som Boris Brorman gerne vil vise os i dag.
Tag med Boris Broman på køretur. Det er Lasse Andersson, arkitekt og direktør for Utzon Center og Kunsten Museum of Modern Art, som sidder bag rattet i den el-drevne Jaguar (Jørn Utzons egen Mark X fra 1962 kørte i den grad på benzin).
- Få Utzon on the Road som podcast til køreturen
Du kan se en kort version af samtalen mellem Boris og Lasse ovenover. Men tjek også den længere version her nedenunder, hvor vi dykker et spadestik dybere ned. Teksten er et redigeret uddrag af samtalen.
LA: Jeg kan skidegodt lide at køre i elbil. Du har også selv en elbil?
BB: Ja.
LA: Man bruger tid på at stoppe for at lade op, men det bliver kortere og kortere.
BB: Det med opladningstiden bliver et mindre og mindre problem. Og det, som Cobe Architects forsøger med deres nye anlæg til Clever, er jo også at gøre den pause behagelig. På én gang laver de en konstruktion, der er let genkendelig, og som er et multiplicerbart standardelement, man så kan addere et antal gange. Man kan have én stander, man kan have fire eller 12 eller hvor mange, det nu er. Men man kan genkende dem, og du kan se den på afstand. Det er et tydeligt tegn. Her finder jeg en el-ladestation.
LA: Ja.
BB: Det nye, som Cobe så indfører, er landskabselementer. Der er et helt andet miljø omkring deres stationer, og de gør pausen interessant. I stedet for, at man - som det typisk er - skal sidde på sådan en lidt underlig, asfaltbelagt, benzinlugtende pommes-frites-helvede i udkanten af en by.
Foto: Screenshot fra filmen
LA: Dan Stubbergaard og Cobes ambition er, at der ér en ambition med det sted, man så holder en pause.
BB: Der er en af visualiseringerne, som de har på deres hjemmeside, hvor man ser en mor, der står og gynger sin datter, og det er jo begyndelsen på noget, hvor de her steder bliver rastepladser, der tilbyder et andet miljø end det, der i dag er konventionen.
Illustration: Cobe Architects
LA: Mobilitet, og det at man bevæger sig rundt, hvad betyder det?
BB: Vi tager det jo for givet, at vi i dag kan springe på cyklen eller tage bussen eller vores egen bil og køre derhen, hvor vi gerne vil. Og den fri bevægelighed er jo blevet en del af vores forståelse af, hvad demokrati er. Den fri bevægelighed er jo eksploderet. Antallet af biler er eksploderet. Da Arne Jacobsen tegnede tankstationen til Texaco i 1936, var der lidt over 100.000 biler i Danmark.
LA: Ah, ha, ha, ja
"Da Arne Jacobsen tegnede tankstationen til Texaco i 1936, var der lidt over 100.000 biler i Danmark. I dag er der tre millioner (Boris Brorman)
BB: Der var selvfølgelig heller ikke så mange indbyggere som i dag. Men sidst jeg tjekkede, var der tre millioner biler.
LA: Ja.
BB: Vi bevæger os mere, end vi nogensinde har gjort før. Og det som klimakrisen har gjort er, at den er begyndt at problematisere den fri bevægelighed. For den frie bevægelighed kommer med en regning i form af Co2 udslip, trafikuheld, støj, dødsfald, nedslidning og så videre. Vi står på mange måder over for en ny epoke på samme måde, som Arne Jacobsen stod ved begyndelsen af en eksplosion af mobilitet. Nu står vi over for en revision af det, og vi skal finde ud af at håndtere den frihed.
Foto: Screenshot fra filmen
LA: Vi nærmer os Skovshoved og tankstationen, der i 1930erne indvarslede den der vanvittige optimisme med industrialisering og muligheder, hvor vi ville flytte verden til noget bedre. Nu står vi med en klimakrise, og der er større opmærksomhed på, hvordan vi gør tingene. Kan det være med til at styrke den måde, vi taler om tingene på? Du ved, det bliver ikke et spørgsmål om smag, men ogsåom hvad tingene gør, og...
BB: Ja... Der tegner sig et etisk aspekt, hvor det at formgive vores omgivelser ikke bare handler om æstetik. Og æstetik beyder ikke grimt eller pænt eller smukt. Æstetik betyder sanse-erkendelse. At vi kan opleve skønhed i mange facetter. Og her kommer den etiske dimension, at bygninger og landskaber og byrum og andre steder, som vi efterlader os, også rummer etiske overvejelser. Om det her er en måde, at vi kan bygge på for tid og evighed. Hvad er omkostningerne, og hvad er regningen, som vi sender videre til næste generation, når vi opfører os, og indretter vores verden på den her måde. Det bliver en revolution.
"Byerne fylder kolossalt meget mere, end de har gjort historisk set, da vi bevægede os rundt til fods og til hestevogns. Langt de fleste byer i Danmark i dag er domineret af trafik. Cirka halvdelen af vores byer og byernes offentlige rum er dedikeret til biler (Boris Brorman)
LA: Boris, vi snakkede tidligere om, hvordan man med tankstationer og ladestationer får mulighed for at bevæge sig fra A til B. Hvad har det betydet for vores byer, at vi har fået så mange biler?
BB: Det har betydet en spredning af byvæksten. Byerne fylder kolossalt meget mere, end de har gjort historisk set, da vi bevægede os rundt til fods og til hestevogns. Langt de fleste byer i Danmark i dag er domineret af trafik, trafikstøj og kørsel. Så bilerne fylder utroligt meget i bybilledet. Jeg kan ikke huske tallet præcist, men cirka halvdelen af vores byer og byernes offentlige rum er dedikeret til biler. Der har været eksempler på, hvordan den mest radikale trafikplanlægning har ødelagt nogle bymiljøer. Det mest kendte eksempel er, hvordan man i mobilitetens navn lavede et brutalt gadegennembrud i Odense med Thomas B. Thriges Gade, som jo bulldozede store dele af Odenses historie for at skabe gennemtræk med biler. I øvrigt et fejlgreb, man er i gang med at rette op nu, men man skulle have undgået det. I Aarhus var der et lignende tiltag i midten af 1950erne, hvor et enstemmigt byråd vedtog at lave en gennemfartsåre fra Rådhuset og ned til Nørreport, som ville have jævnet middelalderbyen med jorden. Altså latinerkvarteret, som århusianerne elsker. Det ville have været bombet..
LA: Ja...
BB: ... og i stedet ville man have haft en fin, bred trafikåre og en kæmpestor parkeringsplads foran Domkirken.
LA: Der er en lidt støre bevidsthed og nænsomhed omkring bykerner. Her har vi en omtanke for hvilke rum, vi skaber, og forholder os mere til den menneskelige skala.
"Den her omstilling handler ikke bare om at gå over til el. Den handler om at gå over til nogle helt nye måder at bevæge os på (Boris Brorman)
BB: Vi skal tilbage til at kunne bevæge os i byerne til fods og på cykel. Vi skal indrette nye byområder, så vi kan bevæge os til fods og på cykel. Og så skal vi i det omfang, at vi ikke kan gøre det, gå væk fra at køre i benzinbiler. Men el-biler er nødvendigvis heller ikke hele svaret, for de kommer også med et Co2-aftryk, og der er jo kolossalt mange materialer i en el-bil. Omstillingen handler ikke bare om at gå over til el. Den handler om at gå over til nogle helt nye måder at bevæge os på.
Illustration: Cobe Architects
LA: Tankstationen er jo nærmest bare et reklameskilt. Arkitekterne har ikke kastet sig over tankstationerne som et objekt, de gerne ville designe.
BB: Der er nogle få eksempler, som vi jo kigger på i dag. Men ellers har tankstationer været en servicefunktion uden nogen særlige egenskaber. Det har været et skilt i tre dimensioner. De skulle være letgenkendelige. Man skal kunne se dem, når du kommer kørende på landevejen med 80 km/t eller på motorvejen med 130. Man skal vide præcist, hvad man får, så der skal være en standardisering. Der skal skiltes med priser. Og dét er det. Tankstationer er jo ikke bare anonyme. Mange af dem derimod virkeligt elendige. Der er meget få mennesker, som sætter en dag af til at se en benzintank, haha...
LA: Nej, hahaha...
BB: ... Men det er så det, vi skal i dag. Fedt!
BB: Robert Venturi var arkitekt og underviser i 60erne og 70erne, og han står som en af de markante stemmer i det, der er blevet kaldt den postmoderne periode i arkitekturen. Og Venturi var interesseret i klassisk arkitektur og den udsmykning, ornamentik og den klassiske arkitekturs begejstring for krummelurer og dekoration. Han syntes, at modernismen var gået planken ud, og var blevet for rigid, for rationel og for kedelig. Han var på jagt efter et program og en revision af den her maskinelle arkitektur, som havde større historiske referencer og en anden udtryksfuldhed og funktion. Han var betaget af populærkulturen, tankstationer og motorvejsikonografi. Han tog med en gruppe studerende på studietur til Las Vegas for at kigge på sammenhængen mellem hovedgaden The Strip og skiltningen på vejen og kasinoerne og bygningernes skiltning. Han kommer så med den her tese om det dekorerede skur. Han siger, at da vi kørte rundt i hestevogne, udstyrede vi bygningernes facader med ornamentik, tegn og symboler, der fortalte historien om, hvad bygningen kunne. Om det var en salon eller et hospital. Om det var en bolig eller borgmesterbolig. Og den ornamentik, sagde Venturi, er rykket op i skiltet. Så bygningen er blevet renset for symbolsprog. Fortællingen og ikonografien sidder i skiltet, som vi læser fra bilen. Det er den måde, som tankstationer kommunikerer på i dag. Han opdagede en logik, som stadig hersker i dag.
Foto: Screenshot fra filmen
LA: Boris, hvad er det, at den kan, Arne Jacobsen tankstation fra 1936?
BB: Det er en lille arkitektonisk perle. Der er det det kubiske volumen med de hvide kakler, som har den rene karakter, hvor du fornemmer, at der er en vaskehal inde bagved. Der er ellipsen. Den svampeformede paddehat. Og så det ikoniske, røde ur. De gange, hvor jeg kører forbi om aftenen, er den som et lille smykke, der fortæller os om tiden. Så der er tre komponenter. Der er hastigheden og bevægelsen samt rummet omkring tankstationen og så tiden.
LA: Ja.
BB: Der går 50 år fra den her station bliver åbnet til Utzons tankstation åbner i Herning. Og der er sket noget i den tid, som går igen. Ideen om den rene og funktionelle bygning med en ekspressiv overdækning. Utzon leger med de her limtræsspær, der med en enkel variation giver et ret dynamsisk billede. I princippet er det et meget enkelt tag - en limtræsbjælke, hvor der sker en lille forskydning. Det giver en vredet form.
Foto: Screenshot fra filmen
LA: Det der kendetegner alle tre stationer - Cobe og Clevers, Arne Jacobsens og Utzons - er nogle ret simple materialevalg.
BB: Ja. Cobe som det helt enkle. Og jeg vil nok også sige, at Arne Jacobsens lille smykkeskrin står ret klart i sin beton og hvide kakler. Jeg ville ønske, at man kunne køre derind og lade sin elbil.
Foto: Screenshot fra filmen
LA: Vi har valgt at jagte tre tankstationer, der har en arkitektonisk ambition og ikke kun er et skilt. Er det bare mig, eller bør vi have flere ambitioner på sådan nogle steders vegne?
BB: Ja, det synes jeg, at vi bør have. De der standard-tankstationer er triste. Bare fordi, de kun har et praktisk formål, kan man godt gøre noget ud af dem. Skønhed betyder noget for mennesker. Det, at vi kærer os om vores omgivelser, og at vi forsøger at forme dem, så de gør noget godt ved os, har utrolig stor betydning. Og en ting, som jeg har lært af Jens Thomas og hans kolleger på Vandkunsten og Reiulf Ramstad, er, at skønhed også er en bæredygtig strategi. Den energi, der er investeret i at bygge Arne Jacobsens tankstation i 1936, den får lov til at stå. Der er ingen, der vil rive den ned. Den har fået en pris for at være europæisk kulturarv. Så den materialeinvestering er der stadigvæk. De grimme og ligegyldige ting, som vi bygger og rykker ned, har et helt andet klimaaftryk. Skønhed er underligt nok en bæredygtig strategi.
Tekst og redaktør:
Kim Rathcke Jensen
Video:
Kåre Broe, Broe Interactive
