Nordjysk sangselskab -
koncert 18. april 2010 kl. 14.00
Koncerten kommende søndag den 18. april i Nordjysk Sangselskab har to komponister på programmet; den østrigske komponist Hugo Wolf og komponisten Johannes Brahms, vokset op i Hamburg.
Hugo Wolf er først og fremmest lied-komponist, og dyrkede alle former for solosang, oftest med betoning af dramatiske og maleriske elementer. Ved koncerten fremføres sange fra "Italienisches Liederbuch" (1890-96) af sopranen Christine Hjort Bjerre, der er uddannet ved Nordjysk Musikkonservatorium. Christine Hjort Bjerre fortsatte studierne i solistklassen ved Det Jyske Musikkonservatorium hvorfra hun debuterede i 2009.
Christine Hjort Bjerre var i 2007 finalist i Oslo Cameratas solistkonkurrence. Hun optræder jævnligt som solist med ensembler og orkestre.
Christine Hjort Bjerre akkompagneres ved koncerten af pianisten Maren Marie Tange, ligeledes med debut fra Det Jyske Musikkonservatoriums solistklasse. Maren Marie Tange debuterede i 2003 med akkompagnement og kammermusik som speciale. Hun er nu tilknyttet Det Jyske Musikkonservatorium som akkompagnatør. Hun er desuden koncertgiver både som solist og i kammermusikalske sammenhænge.
Johannes Brahms "2 Gesänge" opus 91 for altstemme, bratsch og klaver med titlerne "Gestillte Sehnsucht" og " Geistliches Wiegenlied" fremføres af mezzosopran Hanna Wit-Dolatko, bratschist Anna Dahl og pianist Ulla Erml.
Hanne Wit-Dolatko er uddannet ved Musikakademiet i Gdansk samt ved Nordjysk Musikkonservatorium. Hanna Wit-Dolatko har mange koncerter bag sig, både kirkekoncerter og liedkoncerter. Har endvidere været solist med nordjyske kammerorkestre samt Aalborg Symfoniorkester. Bratschstemmen spilles af solobratschist i Aalborg Symfoniorkester Anna Dahl, der er uddannet på Szymanowski Musikakademi i Katowice. Videregående studier på Yale University. Anna Dahl har givet mange koncerter i USA med Essex Quartet, ligesom hun har været solist med flere orkestre og solobratschist i Århus Symfoniorkester. Mange vil også kende Anna Dahl som medlem af Mira Kvartetten.
Pianisten Ulla Erml er uddannet på Det Jyske Musikkonservatorium og har en omfattende koncertvirksomhed som kammermusiker og akkompagnatør. Ulla Erml akkompagnerer også koncertens sidste programpunkt. Igen er komponisten Johannes
Brahms på programmet med udvalgte lieder sunget af mezzosopranen Gertrud Lei. Gertrud Lei er uddannet på Nordjysk Musikkonservatorium og Det Jyske Musikkonservatorium. I en årrække har Gertrud Lei sunget i Den Jyske Operas Kor, sideløbende med koncertvirksomhed omfattende både kirkekoncerter og liedkoncerter. Nordjyderne vil også kende Gertrud Lei fra “Det Nordjyske Operakompagnis” opsætning af “Cappucinosanger”.
Koncerten søndag den 18. april kl. 14.00 afholdes i Det Obelske Auditorium på første sal i Utzon Center, Slotspladsen 4, Aalborg med panoramaudsigt udover Limfjorden.
På koncertdage vil publikum kunne opnå særpris i Utzon Café, ligesom der vil være særpris for de af publikum, der ønsker at se Utzon Centerets udstillinger.
Læs mere på hjemmesiden www.nordjysksangselskab.dk
Kontaktperson:
Annette Bo Nielsen, Nordjysk Sangselskab.
Bakkevej 2, 9400 Nørresundby. Telefon 98179546
info@nordjysksangselskab.dk www.nordjysksangselskab.dk
|