Jesper Rasmussen
Jesper Rasmussen (f. 1959) har tidligere udstillet udendørs i Aalborg. Sommeren 1997 kunne hans installation Landskabets Afslutning opleves i Kildeparken: flere kilometer nylontråd udspændt på kryds og tværs mellem træerne i 5 meters højde, som et spinkelt loft over parkområdet. Vibrerende i skiftende lys og luftninger, og perlebehængt med glitrende dugdråber en tidlig morgen. Ren poesi.
På KUNSTEN´s udstilling i Utzon Center tager Jesper Rasmussen udgangspunkt i arkitekturen og forholder sig til udstillingsrummets gulv, vægge og lofter med nye konstruktioner, arkitektonisk skulptur og fotografi. Hans særlige greb er at retouchere fotos af velkendte bygninger digitalt; at fjerne døre, vinduer og omgivelser og derved give dem en fremmedgjort, foruroligende dimension. Vi kender og genkender arkitekturen - og så alligevel slet ikke. De er Off Location.
Jesper Rasmussen har siden begyndelsen af 1980´erne været optaget af at undersøge forholdet mellem rum, arkitektur og landskab. I perioden 1986-91 som medlem af kunstnergruppen Solkorset, som kollektivt udførte store spektakulære ruminstallationer, og i dag gennem arbejdet med skulptur, installation, grafik, fotografi, film og publikationer. Siden 1981har han sammen med Åse Eg Jørgensen og Jesper Fabricius udgivet kunsttidsskriftet Pist Protta, der skifter form og indhold fra
gang til gang.
Han er repræsenteret på bl.a. ARoS, Arken og Statens Museum for Kunst. Medlem af Akademirådet 2002-08, af Statens Kunstfonds Indkøbs- og Legatudvalg 2008-10. Medlem af kunstnesammenslutningerne Jylland og Decembristerne. Rektor for Det Jyske Kunstakademi, Århus siden 2007. Modtog Eckersbergmedaillen 2009.
Udstillingen kan ses fra den 11. maj - 11. juli 2010
|