Ny direktør for Utzon Center a/s
Karen Melson har efter to travle år som bestyrelsesmedlem, formand og administrerende direktør i Utzon Center a/s besluttet at lade stafetten gå videre. Utzon Center er nu efter et års drift i god gænge og tiden er derfor inde til, at Karen slipper tøjlerne og trapper ned.
Der er stadigvæk spændende bestyrelsesposter, som Karen vil arbejde videre med i Visit Denmark, regionalt og lokalt, medlemskabet af Vækstforum samt konsulposten for Letland.
Formanden for Bestyrelsen i Utzon Center a/s Erik B. Hansen udtaler: - Al begyndelse er vanskelig – og det gælder også for Utzon Center. For det første selve etableringsfasen og åbningen og for det andet den første driftsperiode med alle de udfordringer, det nu giver. - Bestyrelsen vil gerne benytte denne lejlighed til at sige en stor tak til Karen Melson for en ihærdig og vedholdende indsats først som bestyrelsesmedlem, bestyrelsesformand og dernæst som direktør. En indsats, som betyder, at Utzon Center nu har en positiv bundlinje.
Anni G. Walther begynder 1. juni 2009 i en deltidsstilling som direktør i Utzon Center, idet der vil ske en glidende overgang mellem den nuværende ansættelse i Aalborg Kommune og ansættelsen i Utzon Center.
Det er aftalt med Anni G. Walther, at hun fortsætter ansættelsen ved Aalborg Kommune ind til udgangen af næste år, hvor hun afslutter sin ansættelse efter 53 års lang og tro tjeneste. Herefter fortsætter Anni G. Walther som direktør i Utzon Center.
Formanden for Bestyrelsen i Utzon Center a/s Erik B. Hansen udtaler: - Anni G. Walther er ”indbegrebet af Aalborg”, hvorfor en nærmere præsentation af hendes mange kompetencer og resultater ikke er nødvendig.
Bestyrelsen er med valget af Anni sikker på, at vi har fundet den helt rigtige direktør, som kan skabe relationer til gæster, universitetet, sponsorer, kunstner, institutioner, fonde, pressen og medarbejderne. Bestyrelsen ser derfor med forventning frem til mange spændende udstillinger og arrangementer i Utzon Center.
Borgmester Henning G. Jensen, Aalborg Kommune siger: - Jeg ønsker Utzon Center tillykke med den nye direktør. Anni G. Walther er et oplagt valg. Hun kan skabe de rigtige resultater og rammer for Utzon Centrets fortsatte udvikling.
Anni kan også udnytte den synergi, der er mellem en moderne og udviklende kommune og de muligheder, der er i de arkitektoniske unikke rammer i Utzon Center.
Jeg glæder mig over, at Anni får mulighed for at bygge videre på de mange erfaringer og resultater, hun sammen med dygtige medarbejdere har nået gennem et utal af kulturelle, sportslige og andre arrangementer. Alt sammen til glæde for Aalborg.
Sidst men ikke mindst er jeg meget tilfreds med, at Anni med den glidende overgang fra ansættelse i Aalborg Kommune og til ansættelse i Utzon Center bl.a. fortsætter som styrmand for Aalborg i Rødt og det tredje Tall Ships Race 2010 i juli 2010.
Yderligere oplysninger hos Bestyrelsesformand Erik B. Hansen på mobil 2088 6500.
|