Børn Bygger Bolig
Hvordan ville dit hjem se ud, hvis det var børnene, der bestemte? Ville I sove i badekarret, spise i sengen eller bo uden døre og vinduer? Med børneudstillingen BØRN BYGGER BOLIG giver Utzon Center børnene magt over boligen på en udstilling med arkitektur i børnehøjde. Udstillingen, der er åben fra d. 11. oktober til d. 30. november, er målrettet børn fra 6 til 12 år. Udstillingen, der tidligere har været vist på Dansk Arkitektur Center (DAC) i København, varer ca. 90 minutter.
Tid og sted:
Åbningstider i efterårsferien og weekender: kl. 10-17 – guidede ture: kl. 10.15, 12.15, 14.00 og 15.45. Varighed: ca. 75-90 minutter.
På hverdage udenfor efterårsferien er udstillingen åben for skoleklasser efter aftale. Vær opmærksom på at udstillingen er LUKKET MANDAG.
Ved de guidede ture kan børnene deltage uden forældre.
Pris: Børn 30 kr.
Reservering af guidede ture kan ske på telefon 76 90 5000
Byg din egen bolig
Udstillingen BØRN BYGGER BOLIG er bygget op omkring de to figurer Bo og Bibi, som guider de besøgende børn og skoleklasser igennem udstillingen. Børnene får til opgave at indrette deres helt egen ønskebolig til en børnefamilie. På udstillingen får børnene lov til at afprøve arkitektens verden, ved først at udvikle en idé og skabe en model for dernæst at bygge og indrette en bolig i fuld størrelse. Børnene opnår en indsigt og forståelse for den arkitektur, der er lige for øjnene af dem. De finder bl.a. ud af, at når de ændrer på vægge eller møbler i et rum – så opleves rummet på en ny måde.
Fra model til bolig
I udstillingen oplever børnene arkitekturens verden og får selv lov til at bygge sin egen bolig fra idé og model færdig børnebolig. I udstillingsrummet ”Tankeboblen” får børnene en fornemmelse af de mange forskellige måder man kan bo på. Børnene får mulighed for at udforske, hvordan andre mennesker bor, og hvordan de gerne selv vil bo. Dernæst kan børnene i ”Modelværkstedet” arbejde med to af arkitektens værktøjer - model og skala. Børnene får til opgave at planlægge og bygge en model af en bolig til to voksne og to børn, hvor der er plads til at sove, spise og lege.
Til sidst får børnene selv lov til at opføre den planlagte bolig i fuld størrelse i 1:1 på udstillingens store ”Byggeplads”. Ved brug af flytbare vægge og moduler får børnene får mulighed for at indrette deres bolig med tæpper, borde, lamper, stole, overflader, udsigter, lyssætning og meget mere. Børnene oplever, at det ikke er helt lige meget, hvor møblerne står. For når de flytter på møblerne så ændrer rummet sig.
Udstilling til skoleklasser
BØRN BYGGER BOLIG kan i efterårsferien opleves alle ugens dage af børn og forældre. I hverdage benyttes udstillingen som et undervisningstilbud, der henvender sig til skolebørn i alderen 6 til 12 år (1.-5. klasse). For skolerne er der tilrettelagt et særligt undervisningsprogram med en tilknyttet underviser. Underviseren lægger op til dialog, refleksion, leg og kreativitet, der stimulerer børnenes fornemmelse for rum, indretning og forskellige boformer. Information vedrørende skolebesøg og omvisning kan fås ved at kontakte Utzon Center på telefon 76 90 5000.
|