in English 

Can Lis skifter ejer


PRESSEMEDDELELSE
Utzon Fonden
6. april 2011

 

Et af dansk arkitekturs største ikoner erhverves nu af Utzon Fonden. Jørn Utzons hus Can Lis på Mallorca skal fremover virke som inspirationssted for blandt andre arkitekter.


Jørn Utzons mesterværk på den spanske Middelhavsø Mallorca får nu ny ejer. Kim Utzon, arkitekt og søn af den verdensberømte danske arkitekt Jørn Utzon, har valgt at afhænde det enestående hus til fonden med henblik på en bredere udnyttelse af huset:


- Det har krævet lange og nøje overvejelser at afhænde huset, og det har været mig meget magtpåliggende, at husets unikke udformning og specielle historie kan komme andre til gode. Jeg har selv opholdt mig i huset i lange perioder og nydt godt af den inspiration og plads til fordybelse, som min far skabte rammerne for, bemærker Kim Utzon.


Køberen af huset er Utzon Fonden, og tanken er, at Can Lis fremover blandt andet skal virke som residency-bolig for arkitekter og andre, der arbejder med arkitektur eller det arkitektoniske udtryk i bredere forstand. Bestyrelsesformand i Utzon Fonden Christen Obel forklarer:


- Vi har fundet frem til en model, hvor forskere og danske og internationale arkitekter kan søge om tremåneders forskningsophold i perioden fra oktober til juni. Derudover kan arkitektur-studerende og forskere søge om kortere besøg i den resterende periode, fx til seminarer eller nærstudier af huset, forklarer han og fortsætter: – Vi arbejder derudover med et ønske om at åbne huset for almindelige besøgende i et mindre omfang, da selv et kort besøg kan være en stor oplevelse og inspiration. På den måde mener vi at have fundet noget nær den ideelle anvendelse for huset.


Fonden har i forbindelse med overtagelsen indgået en aftale med Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg, som skal stå for vurdering af ansøgninger og tildeling af ophold. Udvalgets formand arkitekt Lars Juel Thiis er meget begejstret for initiativet:


- Can Lis er ubetinget et af Jørn Utzons og dermed dansk arkitekturs fornemmeste internationale værker – formgivet både med en sanselig respekt for lokale byggetraditioner og en følsomhed overfor stedets potentiale, men samtidig favner huset det store globale udsyn som Jørn Utzon altid stod for, påpeger Lars Juel Thiis. – Vi er derfor selvsagt meget glade for, at huset nu kan virke som inspiration for Jørn Utzons eftertid, fortsætter han.


Aftalen mellem Kim Utzon og Utzon Fonden er netop faldet på plads, og huset forventes at stå klar til ibrugtagning fra 1. oktober 2011. Can Lis er opført i begyndelsen af 1970’erne og skal derfor gennemgå en restaurering. Blandt andet skal tidligere udførte byggearbejder genskabes, så huset fremstår helt autentisk. Restaureringen forestås med arkitekt Lise Juel som udførende og med Kim Utzon som superviserende arkitekt. Lise Juel og Kim Utzon har tidligere arbejdet sammen, blandt andet i forbindelse med bygningen af Utzon Fondens Utzon Center på havnefronten i Aalborg.

 

I forbindelse med Utzon Fondens erhvervelse af Can Lis danner Utzon Center i Aalborg rammen om udstillingen Contemplation fra den 20. april til den 26. juni 2011. Contemplation kommer til at bestå af helt nye og aldrig tidligere viste fotos af Can Lis. Bag udstillingen står den internationalt anerkendte og prisvindende fotograf og kunstner Torben Eskerod, der bl.a. er kendt for sine kunstneriske portrætfotos.


Prisen for erhvervelsen af Can Lis ønskes ikke offentliggjort. Utzon Fondens køb af Can Lis er muliggjort via en donation fra Det Obelske Familiefond.

 

Om Utzon Fonden
Utzon Fonden er stiftet i forbindelse med opførelsen og indvielsen af Utzon Center i Aalborg i 2008. Utzon Center er tegnet af Jørn og Kim Utzon og huser i dag udstillingsfaciliteter, der særligt fokuserer på arkitektur og design, auditorium, dele af Aalborg Universitets arkitektur- og designuddannelse, blandt andet det åbne modelværksted, samt gourmetrestauranten Utzon.


Udover at eje Utzon Center har Utzon Fonden til formål at inspirere til forskning og udvikling af projekter samt skabe sammenhæng i nordisk arkitektur baseret på Jørn Utzons arkitektur, idé og filosofi.

 

Om Can Lis
Can Lis er opført af Jørn Utzon på Mallorca i 1971. Det består af fire punkthuse, der er kædet sammen af mure og gårdspladser, og er tilsammen på 350 kvadratmeter. Huset er beliggende yderst på en sydøstvendt klippeskrænt vendt mod den afrikanske kyst nær byen Porto Petro. Huset er bygget af den lokale gulrosa sandsten, betonbjælker og gule tegl og er derfor nærmest usynlig i landskabet. Taget er fladt, og døre og vinduer i træ er monteret udvendigt på selve muren, så man ikke kan se rammerne indefra og ud. Dette er en videreudvikling af de lokale byggetraditioner.


Can Lis, der er opkaldt efter Utzons kone Lis, er delvist tegnet, mens det blev opført. Utzon fulgte selv byggeriets opførelse hver dag sammen med øens håndværkere, og undervejs rettede han tegninger og skitser til.
Can Lis er i alle årene frem til Jørn Utzons død i 2008 blevet anvendt som sommerresidens af parret, Utzon-familien og venner. Familien har de senere år tilkøbt arealerne rundt om Can Lis, så den samlede grund nu udgør 17.000 kvadratmeter.


I 1992 byggede Jørn Utzon søsterhuset Can Feliz længere inde på øen.

 

For yderligere information kontakt venligst:
• Arkitekt Kim Utzon, Kim Utzon Arkitekter, tlf. 3393 4334, e-mail: ku@kimutzon.dk
• Bestyrelsesformand Christen Obel, Utzon Fond, tlf. 4055 7332, e-mail: christen@obel.com
• Formand Lars Juel Thiis, Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg, tlf. 2066 7788, e-mail: ljt@cubo.dk



 

Du er her: Utzon Center Forside Presse Can Lis skifter ejer

 

 

Slotspladsen 4

9000 Aalborg

Tel.: 76 90 50 00

info@utzoncenter.dk

 

 Kørselsvejledning

 

Tirsdag - Søndag kl. 10-17

 

Parkering

 

Voksne 60 kr.

Børn under 18 gratis

Studerende 20 kr.

Grupper (mindst 10) kr. 40 pr. prs.

 

Læs mere her

 

Utzon Center butik har et udvalg af bøger om arkitektur og design samt en del arkitekttegnede designklassikere fra 1960'erne.

 

 Besøg butikken her 

 

Besøg hjemmesiden her