Kunsten i Blodet
Skaberen af Montana viser sin passion for kunst
Peter J. Lassen skabte virksomheden Montana tilbage i 1982. I dag er reolerne verdenskendte og forhandles i mere end 20 lande. Derimod er hans store passion for kunst og hans imponerende kunstsamling endnu ukendt for de fleste. Nu vises en lang række af hans egne og virksomhedens værker under navnet ”Kunsten i Blodet” i Utzon Center.
Utzon Center har i samarbejde med Peter J. Lassen fået en enestående chance for at vise et udvalg af de kunstprojekter hans virksomhed Montana igennem årene har sponseret. Desuden indeholder udstillingen ”Kunsten i Blodet” værker fra Peter J. Lassens private samling, blandt andet morfaderen Joakim Skovgaards maleri.
”Kunsten har gennem hele mit liv tjent som en stærk inspirationskilde. Dens frihedsskabende energi har haft og er stadig af fundamental betydning for mig. Det er en berigelse at blive overrasket, at møde det uventede i kunst,” siger Peter J. Lassen om sin passion.
Kunstværkerne, som ikke tidligere har været vist samlet, omfatter en bred vifte af landets førende kunstnere. Blandt andre Olafur Eliasson, Marco Evarissti, Ian McKeever, Jeppe Hein, Ursula Reuter Christiansen, Peter Bonde, Claus Carstensen, Malene Landgreen, Erik A. Frandsen, Superflex og Bjørn Nørgaard.
Gensidigt samarbejde
Billedhuggeren Bjørn Nørgaard har i flere år arbejdet sammen med Peter J. Lassen om forskellige projekter. Han har blandt andet fået lov til at benytte Montanas produktionsapparat, og det kom der en skulptur ud af, der kan ses på udstillingen.
Kunstneren Marco Evaristti har tidligere udstillet på Utzon Center. Denne gang er han en del af udstillingen ”Kunsten i Blodet” med værket ”Terrorialista” fra 2001 om selvmordsbomberen. I en Montana reol med i alt 48 rum har Marco Evaristti placeret de forskellige håndkøbsingredienser, der skal til at lave en bombe. Foran ligger en bronzeskulptur i flere dele, der tilsammen danner et helt menneske.
”I løbet af årene har jeg været så heldig at kunne yde støtte til kunsten gennem min virksomhed Montana A/S. Og tro mig – det har været til gensidig glæde. Jeg har haft fornøjelsen at møde og udveksle tanker og ideer med nogle fantastiske ildsjæle. Alle sammen personligheder som jeg også er kommet til at holde af som mennesker. De brænder for deres kunst, for det de gør,” siger Peter J. Lassen.
Udstillingsperiode 19. marts – 13. juni 2010
|